what’s up with us

Blog

September 24, 2019

Direktørskifte i North

1. oktober tiltræder Christopher Håkonsson som ny CEO for North. Målet er at sikre fortsat vækst.

Christian Sørensen fratræder som CEO for esports-organisationen North per 1. oktober 2019. Han afløses af Christopher Håkonsson, der kommer fra en stilling som Senior Strategy Manager i mediekoncernen Egmont og har en baggrund i McKinsey & Company.

North står bl.a. bag et stærkt CS:GO-team, og Christopher Håkonssons hovedopgave bliver at sikre North en central placering i forhold til de omfattende strukturelle ændringer, der er lagt op til i CS:GO, samt at fortsætte væksten inden for bl.a. sponsorater.

- Esporten er under store forandringer, og vi har ambitioner om fortsat at være med helt fremme. Christopher Håkonsson kommer med solid analytisk og forretningsmæssig indsigt i esport, og i bestyrelsen forventer vi, at han vil kunne tage North til det næste niveau. Vi vil samtidig gerne takke Christian Sørensen, som har været med fra begyndelsen og har gjort en stor indsats i at gøre North til en førende esports-organisation. Det er dét fundament, vi nu kan bygge videre på, siger Norths bestyrelsesformand, Rikke Crosby.

- Jeg er stolt af de resultater, vi har skabt i North. Vi har et stærkt team, gode samarbejdspartnere og en dedikeret fanbase. Det har været en fantastisk spændende og udfordrende rejse, men jeg har sammen med bestyrelsen vurderet, at tidspunktet er det rette til nu at lade andre kræfter tage over og løfte den videre opgave, tilføjer Christian Sørensen.

Norths nye CEO, Christopher Håkonsson, tiltræder 1. oktober 2019. Han udtaler:

- Jeg har i en årrække fulgt esport tæt, både fagligt og personligt, og ser store muligheder for North. Det er en ung og spændende virksomhed med masser af potentiale, som jeg ser frem til at være med til at realisere.

Also read...
October 3, 2019
Pilm joins the FIFA roster
October 11, 2019
North welcomes cajunb - cadiaN in Heroic transfer
September 5, 2019
North leder efter nye spillere på universiteterne